Vintertur på Amager Fælled (og Socialdemokratiets betonsorte politik)

  Vi nød vores anden Juledag med en tur på Amager Fælled før vi skulle hjem i varmen og samle Lego. Og det var en smuk udflugt med sne og is der havde lagt et omsluttende tæppe omkring træer og det meste af jorden. 

Alligevel kunne jeg ikke undlade at tænke på landskaber og specifikt de landskaber der definerer os som mennesker. Amager Fælled har fyldt utrolig meget i mit liv fra jeg først som ca. 16-årig dyrkede noget live rollespil derude i slut firserne, dengang området var helt enormt. Som 18-årig flyttede på kollegie på Grønjordskollegiet og gik mange ture derude. Jeg har gået der i måneskin og fundet på finurlige digte, drukket spanske Rioja gran reserva vine med en grønlandsk ven, endda løbetrænet fra tid til anden, og afprøvet quarterstaff kamp med en ven fra Lemington Spa i England. Jeg har simpelthen ikke tal på alle de gange jeg alene eller med andre har gået og cyklet og faret vild dengang fælleden var rigtig stor. I de seneste 13-14 år har turene derude været først med Inga, min dejlige hustru og de sidste fire år også med Ida, min lige så dejlige datter på 4 år. Vi bruger meget tid på Amager Fælled. Både når det er varmt og når det er koldt. Og det har vi altid gjort. Vi samler bær og hyld, laver marmelade og hyldeblomstsaft og endda tørret urter til te. Vi går og cykler og hygger og leger og udforsker dette lille område, dette smukke landskab.

Ydre landskaber kan også gå hen og blive til indre landskaber. Jeg tror der er mange passager og små hemmelige veje gennem krattet på Fælleden der også er blevet til kringelkroge i mit sind og i min sjæl.

Det her rå vikingelandskab, som jeg ynder at kalde det, fordi jeg kan forestille mig dele af Danmark så sådan ud i vikingetiden, med store heder og vådområder med dyr, der stikker hovedet frem hid og did og de mange krager og gæs og andre fugle, som har prydet himlen; det som alt sammen har føltes som mit, som noget personligt, selvom man deler det med rigtig mange andre; det kan jeg nu overdrage til den næste generation, min datter på fire, som nu får lov til at boltre sig jævnligt på Amager Fælled.

Men desværre har paradiset også en slange. Socialdemokratiets ublu byggetrang, som er gjort uden hensyntagen til naturen, uden at tænke over hvad der virkelig skal til for at bygge gode, interessante bydele (Ørestaden er en arkitektonisk katastrofe camoufleret med prisvindende arkitekt-øjebæer) ser ikke ud til at være slukket. Socialdemokratiet senest med Frank Jensen i spidsen har længe stået for en betonsort politik. Og nu står Sophie Hæstorp Andersen på spring, frisk fra et tabervalg, bevæbnet til tænderne med sorte borgerlige mandater. De kæmper med næb og kløer mod en grøn forandring. Frank Jensen ville have ret, som han havde magt. Og nu fører SHA politikken videre. Hvis nogen håbede på en positiv forandring, at fornuften ville sætte ind med en ung, dynamisk dame, som havde alle muligheder for at tænke nyt, så er det håb vist slukket. Sophie ser ud til at give os Sophies Sorte Styre.

Hvis nogen vil have en hurtig forklaring på hvad politikerlede er og hvordan det opstår, så kan man bare kigge på Frank Jensen og Sophie Hæstorp Andersen. De vil blæse på hvad vælgerne mener. 70% i København ønsker ikke et byggeri på Amager Fælled. Det stopper dem ikke. Man lader bare som ingenting. Og hvorfor? Jeg tror svaret skal findes i By & Havn. Man tænker lidt nogen gange; er der nogle tunge lig i lasten siden vi ikke må få indsigt i hvad der foregår og siden de vælger at gå mod folkets vilje? Er det bare magtliderlighed og fornøjelsen ved at træde på folk eller stikker der noget endnu grimmere bag? 

Man savner anno 2021 på falderebet til 2022, at aviserne lavede ægte dybdeborende journalistik og gravede i sagen. Men det sker ikke. Aviser som Politiken (som jeg selv har arbejdet på som data analytiker) har længe kun været interesseret i deres image og profil, i at sikre Socialdemokratiet og de Radikale magten og skrive små politisk korrekte og ofte selvfede ting for at se ud som de er cool og smarte og moderne. Men bag facaden laves der ikke ægte journalistik. Det er 30% studerende der sidder og hiver lidt hjem fra Ritzaus Bureau og de sidste 70% er bare meningsrytteri og virtue signaling, som det hedder på engelsk.

Magten bliver ikke udfordret rigtig i Danmark. Jovist, vi har Ekstrabladet og et par andre, som tør gå til kødet. Men på EB foretrækker de de nemme hurtige skandaleafsløringer til Hr. og Fru Danmark, som de klemmer ind mellem pik og patter til håndværkere og andet godtfolk.

Sophie Hæstorp Andersen med hendes sorte mandater er en katastrofe for Amager Fælled. Vi havde brug for en visionær politik ført af nogen der tør tænke naturen først. Alle ved vi står overfor massive klimaudfordringer, at biodiversiteten er under enormt pres og at det er nu der skal ske noget. Men for politikere som Sophie og Frank, så er det grønne afgifter og symbolpolitik der betyder noget. Der skal bare bygges, bygges, bygges. Miljøet, vælgerne og alt det andet er ikke så vigtigt. Socialdemokratiet er så vant til at have magten, at de end ikke tænker det muligt, at de kan tabe den. Og måske har de ret. Folk der bor på Nørrebro og har kriminalitet og skyderier at bekymre sig om går måske ikke på barrikaderne for Amager Fælled, selvom de måske ville bevare den. Eller den unge studine med familie på Østerbro, som ikke kan flytte til en lejlighed i nærheden af familien er måske mere optaget af at finde et job efter endt uddannelse. Og sygeplejersken på Rigshospitalet er måske mere bekymret lige nu over de lave lønninger, arbejdspresset og de dyre boliger i København, hvis hun skal stifte familie og blive boende i byen. 

Men tag ikke fejl. Folket er bag Amager Fælled. Folk stemmer som de gør af mange grunde. Det er ikke det samme, som at de ikke er i mod et byggeri, når det virkelig kommer til stykket. Flertallet er i mod siges det. Hele 70%. 

Sophie Hæstorp Andersen er ligeglad. Hun sidder sikkert med spindoktorer hellere end biologer og folk der ved noget dyrelivet og naturen. Hun er nok mere optaget af byggekvoter og tækkes de stærke, sorte kræfter i By & Havn og i Socialdemokratiet end hun er over de mange vælgere der flygter fra Socialdemokratiet. Hun vil sikkert gerne blive stor i dansk politik, stor i sit moderparti, måske endda på landsplan.

Det er sort politik. Det er desværre også Sophies Sorte Skole. Det er det vi havde med Frank. Det er det vi har nu med Sophie. Amager Fælled kan desværre ikke vente yderligere fire år. Og det stykke man nu vil bebygge vil gøre op med Amager Fælled som en fælled, som et større sammenhængende område. Tro ikke på løgnen med, at det kun er 5-6%. 24 meters høj bebyggelse på det område, med skoler, parkeringspladser, stisystemer, børneinstitutioner og 5000+ nye beboere vil lægge et massivt pres på naturen. Det går ud over frøer, lærker og mange andre arter. Byggeriet vil kunne høres og ses inde fra midten af fælleden, som jo bekendt er ret flad. Særpræget vil forsvinde. Det er ikke længere begyndelsen til enden, men et dødsstød. Byggeriet rykker ind på den sidste rest og det vil overskygge al naturoplevelse og sammenhængskraft der. Og der står Frank Jensen på det. Og nu altså også Sophie Hæstorp Andersen, som i 2021/2022 vil sætte betonbyggeri over natur og uden et eneste sagligt argument bare fortsætte betonræset.

Og det er jo sådan med de her ydre landskaber, og de indre aftryk de sætter, at de kan gå hen og blive til minder, minder som forsvinder med de folk der gik på dem, fordi andre ikke værdsatte dem, ikke fandt natur og unikke dyrearter bevaringsværdige. De kalder det en losseplads. Men den virkelige losseplads er den mellem ørerne på folk i politik, som hellere vil bygge på grønt, ignorere vælgere og lytte til spindoktorer og småfarlige (for naturen og menneskers trivsel) typer på grå kontorer hos By & Havn.

Det var mit kæreste ønske, at den sidste rest af Amager Fælled ville være efterladt til min datter på fire og hendes generation. Det var mit håb at fornuften ville sejre til sidst. Men Sophie Hæstorp Andersen vil det anderledes. Hun vil ikke være som ham den kloge mand der fik reddet Central Park i New York som naturområde. Nej, hun vil hellere bare være et nummer i rækken af visionsløse, socialdemokratiske politikere for hvem politisk kandestøberi har større værdi end mennesker og natur. Man må knibe sig i armen og tjekke om året virkelig snart er 2022. Har vi lært af lektion fra mange årtiers forkert politik? Sophie har ikke. Amager Fælled kan desværre dog ikke vente længere. Det er Sophie der fører kniven.